§ 1 Navn

KFUM og KFUK i Aarhus Midtby          

Stiftet 22. februar 2009 gennem fusion af det tidligere KFUM og KFUK på Trøjborg og KFUM og KFUK i Århus Midtby

Hjemsted for foreningen

Det folkekirkelige arbejde i Aarhus centrum samt den nordlige del af Distrikt Aarhus

Hjemstedskommune

Aarhus

Distrikt

Aarhus KFUM og KFUK

KFUMs motto

"At de alle må være ét" (Johs. 17,21)

KFUKs motto

"Ikke ved magt, og ikke ved styrke, men ved min ånd, siger Hærskarers Herre!" (Zak. 4,6)

§ 2 Formål for KFUM og KFUK i Danmark

KFUM og KFUK’s formål er at skabe aktiviteter og fællesskaber, hvor børn og unge møder den kristne tro og oplever dens relevans for deres liv.

KFUM og KFUKs mission

Forkyndelsen finder sted blandt børn, unge og voksne ud fra Bibelen

• til styrkelse af tro og fællesskab,

• til deltagelse i menighedens liv, i mission og tjeneste, og

• til ansvar og medindflydelse i forening, kirke og samfund.

KFUM og KFUK's grundlag er bekendelsen til den treenige Gud.

Gud sendte sin Søn for at frelse verden, og Gud sender sin Ånd for at oplyse og vejlede, så mennesker sendes ud med evangeliet. Denne sendelse ser KFUM og KFUK sig som en del af.

KFUM og KFUK er en økumenisk bevægelse og bygger på Folkekirkens evangelisk-lutherske lære.

§ 3 Arbejdsform

Formålet søges realiseret gennem aktiviteter i foreningen, gennem klubarbejde, lejre mv. samt ved at inddrage børn og unge i et udviklende og forpligtende fællesskab

§ 4 Åbent medlemskab

4.1 Personligt medlemskab af en lokalforening

4.1.1 Som personligt medlem af lokalforeningen kan optages enhver, der ønsker at være medlem af KFUM og KFUK. Medlemmer af lokalforeningen er samtidig medlemmer af landsorganisationen og distriktet.

4.1.2 Medlemmer, som er i åbenbar strid med foreningens formål og love, kan udelukkes.

4.1.3 Kontingent betales af alle medlemmer til den lokale forening.

4.1.4 Foreningen betaler medlemskontingent og foreningsbidrag for hvert medlem til landsorganisationen.

§ 5 Lederskab

5.1 Kristent lederskab

5.1.1 Alle organisatoriske led i KFUM og KFUK skal have en kristen ledelse.

Det betyder at:

Ledere skal være medlemmer af KFUM og KFUK og have underskrevet lederaftalen

5.2 Lederaftalen

5.2.1 Personlige medlemmer, der er over 16 år, som ønsker at påtage sig et lederansvar i KFUM og KFUK skal underskrive en børneattest og indgå følgende skriftlige lederaftale med deres lokalforenings bestyrelse:

"Jeg har lyst og vilje til at påtage mig et lederansvar i KFUM og KFUK.

”Jeg vil arbejde for KFUM og KFUKs formål.”

”Jeg er døbt med den kristne dåb i Faderens, Sønnens og Helligåndens navn".

5.2.2 Lokalt ansatte medarbejdere indgår skriftlig lederaftale med foreningsbestyrelsen.

§ 6 Organisation

6.1 Den lokale forening

6.1.1 Det påhviler foreninger der er tilknyttet KFUM og KFUK i Danmark årligt at indsende medlemsopgørelser og reviderede regnskaber til landsorganisationen efter de af Hovedbestyrelsen fastlagte retningslinjer, samt at indbetale medlemskontingent rettidigt.

6.2 Samarbejde

6.2.1 Foreningerne samarbejder i distrikter.

6.2.2 På stormøder beslutter medlemmer af distriktets foreninger, hvordan der jvf. formålet for KFUM og KFUK i Danmark kan samarbejdes mellem foreninger til hjælp og støtte for klubber, afdelinger og foreninger, samt til fremme af nyt arbejde i distriktet.

6.3 Landsorganisationen

6.3.1 KFUM og KFUK i Danmark ledes af Hovedbestyrelsen.

6.3.2 KFUM og KFUK i Danmark er en sammenslutning af lokale foreninger, som arbejder i overensstemmelse med »Grundlov for KFUM og KFUK i Danmark«.

6.4 Verdensforbundene

6.4.1 KFUM og KFUK i Danmark er medlem af ”World Alliance of YMCAs” (KFUMs verdensforbund), og ”World YWCA” (KFUKs verdensforbund).

§ 7 Foreningsbestyrelsen

7.1 Sammensætning

Bestyrelsen består af 5 medlemmer, der vælges på den ordinære generalforsamling for to år ad gangen. Desuden vælges 2 supplean­ter og 1 revisor for 1 år. På lige årstal afgår 3 bestyrel­ses­medlemmer, og på ulige årstal afgår 2 bestyrelses­medlemmer.

Der bør lægges vægt på, at de opstillede kandidater er aktive i afdeling/klub i foreningen. Det tilstræbes, at der skal være mindst 2 af hvert køn i bestyrelsen.

7.2 Konstituering

Bestyrelsen vælger selv sin formand, næstformand og kasserer. Formand og kasserer kan ikke være samme person, og de skal være myndige. For­lader et bestyrelsesmedlem bestyrelsen før valgperiodens udløb, indtræder suppleanten og sidder den pågældendes periode ud.

Valget af foreningsformand skal godkendes af Hovedbestyrelsen for KFUM og KFUK i Danmark.

7.3 Beslutningsdygtighed

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlem­merne er til stede. Alle bestyrelsesbeslutninger vedtages ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er det for­mandens stemme, der er afgørende.

7.4 Forretningsorden

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden.

7.5 Bestyrelsens opgaver er:

7.5.1 at afholde regelmæssige bestyrelsesmøder.

7.5.2 at varetage ledelsen af foreningen og forvalte foreningens økonomi under ansvar over for generalforsamlingen.

7.5.3 at inspirere og motivere til at arbejdet i foreningen udføres i overensstemmelse med formålsparagraf­fen.

7.5.4 at godkende de enkelte afdelingers og klubbers ledelse jvf. § 4, samt støtte og vejlede lederne i deres arbejde.

7.5.5 at finde de for arbejdet nødvendige medarbejdere og inspirere disse til at deltage i foreningens, distriktets og landsorganisationens kurser.

7.5.6 at indkalde lederne af foreningens afdelinger til drøftelse af arbejdet, herunder bl.a. fastsættelse af målsætninger.

7.5.7 at tilrettelægge og afvikle lederuddannelse evt. i samarbejde med andre foreninger.

7.5.8 at fremme medlemskab og herunder optage nye medlemmer og årligt foretage indberetning af medlemsoplysninger til landsorganisationen.

7.5.9 at undersøge muligheder for nye arbejdsformer og arbejdsom­råder samt start af nye afdelinger og klubber.

7.5.10 at varetage kontakt til landsorganisationen og sørge for, at for­pligtelsen
over for denne opretholdes i overensstemmelse med "Grund­lov for KFUM og KFUK i Danmark," og herunder sikre deltagelse i Formandsmøder, Midtvejsmøder m.v.

7.5.11 at repræsentere foreningen i alle sager, såvel over for det offentlige som i forhold til private.      

7.5.12 at føre protokol over bestyrelsens beslutninger, samt ind­føje dagsorden og beslutninger ved generalforsamlingen i denne.

7.5.13 at påse, at bestyrelsen og alle afdelinger og klubber i foreningen er repræsenteret ved distriktets stormøder.

7.5.14 om muligt at udføre de af generalforsamlingen prioriterede opgaver.

7.5.16 at udfylde en statusopgørelse i forbindelse med indstilling af foreningens arbejde.

7.5.17 at forvalte foreningens aktiver under ansvar over for Hovedbestyrelsen i en indstillingsperiode på tre år.

§ 8 Generalforsamlingen

8.1 Generalforsamlingen for KFUM og KFUK i Århus Midtby er foreningens højeste myndighed.                     

8.2 Stemmeret

Stemmeret på generalforsamlingen har alle medlemmer af forenin­gen, der er fyldt 13 år og har betalt skyldigt kontingent.

8.3 Generalforsamlingens afholdelse

Den årlige generalforsamling afholdes i januar kvartal og er i alle spørgsmål beslutningsdygtig, uanset hvor mange medlemmer der møder. Der indkaldes ved annoncering med mindst en måneds varsel. Indkaldelsen finder sted på en måde som kan nås af alle medlemmer.

8.4 Dagsorden

Dagsorden for den årlige generalforsamling kan blandt andet inde­holde:

1. Valg af dirigent og referent.

2. Beretning.

3. Fremlæggelse af det reviderede regnskab for det forløbne år til godkendelse eller anden beslutning.

4. Drøftelse af arbejdsopgaver i foreningen og i distriktet.

5. Fastsættelse af kontingent samt godkendelse af budget for det kommende år.

6. Valg af bestyrelsesmedlemmer.

7. Valg af 2 suppleanter.

8. Valg af 1 revisor.

9. Valg af repræsentanter til Distriktsbestyrelsen.

10. Indkomne forslag. Herunder forslag til Landsmøde for KFUM og KFUK i Danmark.

11. Valg af delegerede til KFUM og KFUKs Landsmøde, jvf. Grundlov for KFUM og KFUK i Danmark.

8.4.1 Forslag, der af foreningens medlemmer ønskes behandlet under dagsordenens punkt 5, 6, 7, 8, 9 og 10 må indsendes til forman­den senest to uger før generalforsamlingen. Forslag skal være underskrevet af mindst 3 stemmeberettigede medlemmer.

8.4.2 De foreslåede kandidater til valgene vedrørende punkt 6, 7, 8 og 10 skal være fyldt 16 år. Kandidater til valgene vedrørende punkt 6, 7 og 10 skal have indgået lederaftalen. Der skal foreligge tilsagn om, at kandida­ten er villig til at modtage valg.

8.4.3 Endelig dagsorden tilstilles medlemmerne senest 8 dage før gene­ralforsamlingen.

8.4.4 Der kan ingen beslutning tages i sager, som ikke er optaget på dagsordenen.

8.5 Ekstraordinær generalforsamling

8.5.1 Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det ønskeligt, eller når 1/3 af medlemmerne ønsker det og ind­sen­der forslag til dagsorden.

8.5.2 Den afholdes senest 4 uger efter, at begæring er fremsat og med et varsel på mindst 2 uger.

8.5.3 Samtidig med indvarslingen af den ekstraordinære generalforsam­ling bekendtgøres dagsordenen for denne. Indvarslingen sker til alle medlemmer, der er fyldt 13 år. Generalforsamlingen er beslutningsdygtig i de sager, der er på dagsordenen.

§ 9 Lovændringer

Ændringer i Love for KFUM og KFUK i Århus Midtby skal for at have gyldig­hed vedtages af generalforsamlingen med mindst 2/3 majoritet på den årlige generalforsamling eller ved to på hinanden følgende ek­straor­dinære generalforsamlinger.

Endvidere skal godkendelse ske af ”Hovedbestyrelsen for KFUM og KFUK i Danmark".

§ 10 Retlige forpligtelser

10.1 Til retsligt at forpligte foreningen kræves underskrift af to bestyrelsesmedlemmer blandt bestyrelsens formand, næstformand eller kasserer.

10.2 Bestyrelsens medlemmer hæfter ikke personligt for de af foreningsbestyrelsen som sådan pådragne forpligtelser, for hvilke alene formuen hæfter.

§ 11 Opløsning

KFUM og KFUK i Aarhus Midtby kan kun opløses efter de regler, der gælder for lovændringer (jvf. § 9). Formuen til­falder da KFUM og KFUK i Danmark.

Hovedbestyrelsen for KFUM og KFUK i Danmark kan dog nedlægge foreningen, såfremt denne har været indstillet i tre år og eventuelt tage initiativ til oprettelse af nyt arbejde på stedet  jvf. Grundlov for KFUM og KFUK i Danmark, § 6.4.6.